I skovens dybe stille ro

(Billede: Du står inde i den mørke skov, med en åbning ud i en lysning der er forårsgrøn med solen der bare lyste op og alt fremstod grønt og frodigt.)

Det var mørkt der i skoven, som om træernes toppe dækkede det hele med mørke, så du kan måske forestille dig hvor grønt, lyst og frodigt disse lysninger stod i lyset fra den brandvarme sol.

Jeg elsker lysningerne, men også, hvor jeg elsker at være inde i skovens mørke. Men det var nu en gang min skæbne at søge tilflugt inde i skoven, i mørket, gemt og glemt af mennesker.

Du tænker måske: ”jamen var det ikke ensomt at være der alene?”, ”jo, lidt”, men man vændte sig til det, det var egentlig en kilde af liv, for der fik tankerne fri rum til at forme og danne sig.

En forårs morgen, 5 april kl 8 sad jeg netop i en lysning og lod solen bage på mig; bare fryd, bare fryd. Bare det at leve i nuet, uden pres, uden tanke for hvad jeg skulle resten af dagen.

Jeg vidste jeg skulle ned i byen og købe lidt ind til resten af ugen. Jeg havde gået ud til skoven allerede kl 6, eftersom jeg boede i byens udkant, kunne jeg nemt og hurtigt komme ud til skoven hvor jeg havde mine steder med et bord, en stol, en parasol hvis det skulle regne.

Det var et hyggeligt lille hus jeg havde der i udkanten af byen, lige præcis stort nok for mig, med plads til stue, værksted, pc rum, spisestue, og køkken; det var alt sammen meget hyggeligt. Forestil dig en tilgroet have med et lille hus trukket væk fra vejen, masse at store træer, med lysninger hist og pist til at solen kunne trænge ned og skabe hygge.

Sådan boede jeg, helt alene, der kunne jeg passe mig selv.

Nå men, når livet kaldte mig ud i skovens mørke, så var det altid fordi der var ting der fyldte, ting, som jeg ikke kunne tumle med derhjemme, ting, som jeg skulle ud i skoven for at råbe op til vor Herre. I skoven kunne jeg få ro til at være mig selv, der kunne jeg råbe og gøre ved uden nogen kom og forstyrrede mig.

Det var lidt mærkeligt at jeg på sådan en måde kunne have hele skoven for mig selv. Men der var jo heller ikke internet, spisesteder eller cafeer. Der var det bare mig og den rå natur; det var måske netop dette der skræmte folk til at blive i byen, de turde ikke være alene i skoven med dem selv; men jeg stortrivedes derude.

Jeg tog altid min rygsæk på ryggen, fyldte den med en madkasse, kaffekande og kop, toilet papir og sprittet servuetter til at rense mine hænder. Og vigtigst af alt: min notesblokke og kuglepenne, dem måtte jeg ikke gå ned på, så dem havde jeg rigelige af.

Nå men, som sagt, var jeg ude tidligt for at finde ro, bare lydene fra skoven og trafikken som lød fra udkanten af byen.

Hvad skal jeg gøre i dag? Hvad kunne jeg tænke mig at gøre? Bare jeg ikke bliver alt for meget forstyrret.

Det var da ikke fordi jeg ikke havde venner eller familie, jo dem havde jeg, men de vidste bare af erfaring at hvis de skulle komme eller ringe, så var det over middag, og ikke for sent om aftenen.

Men i denne morgen var alt lyst, der var intet der plagede mig, det var lidt mærkeligt, for jeg plejede ellers at have brug for at komme ud i skoven tidligt, og nyde roen før byen vågnede.

Jeg sad nogle timer, alt var hvile og ro; jeg besluttede mig nu til sidst at tage ind i byen og købe ind; var lige en smut indenom min bopæl for at hente min trækvogn til indkøbene.

Da jeg kom ind i byen var alt stille, og jeg tænkte det var nyt, der plejede at være larm.

Biler holdt stille, og da jeg kom ind i indkøbscenteret var alle tv slået op på nyhederne: KRIG.

Åh nej, bare det ikke er her, bare det ikke er her.

Chokket var lammende.

Jeg skyndte mig at fylde vognen og tænkte at jeg måtte købe lidt ekstra, så det gjorde jeg. Skyndte mig hjem, pakkede ud, så efter om min nødforsyning var fyldt op; det var den. Tændte radioen for at høre sidste nyt.

- radio lyder -

”ALARM, ALARM, DANMARK I KRIG.”

Nyhederne hamrede afsted med at en fremmed nation stod ved grænserne til Norge og gjorde sig rede til at bevæge sig videre.

Trusler, alarmer i byen, der sagde til folk at de skulle gå indendøre og tænde for radioen.

Nå, men det vedrører ikke mig, fandt mit telt, pakkede min trækvogn med udstyr, vand og mad. Måske faren ville drive over snart, med mindre der ville blive fuldblown war. Det frygtede jeg lidt, men tænkte at én dag af gangen var nok af problem; som en præst en gang havde sagt: Hver dag har nok i sin kage. Og det kunne han jo have ret i. Men dette her var krig. Trusler.

Jeg tog min mobil telefon, og min radio med mig i tilfælde af at det ville tage lang tid eller blive overståett hurtigt. Information var vigtigt for mig.

Det hele virkede ret så uvirkeligt, som om tiden bare stod stille, som om jeg knap nok nåede at trække vejret, det var som en drøm, hvor tiden stod stille, alt imens der var stille for mine øren, men der skete så meget rundtomkring mig.

Jeg fik mig tumlet ud til skoven og faldt pladask om på det tilholdssted jeg havde bestemt for mit telt. Orkede bare ikke at stille det op, så jeg sad bare ved bordet på min stol og ventede på at hvilen kom over mig.

Det tumlede rundt og rundt i mit urolige sind; prøvede med noget kaffe og noget chokolade, aaaah, det hjalp. Begyndte at pakke ud, satte telt op, og tog mig en lur.

Klokken var vel omkring 14.00 da jeg vågnede; mindet om hvad der havde lyt i nyhederne fyldte mine drømme, og var da også det første jeg tænkte på da jeg vågnede. KRIG.

”Ok! Så langt, så godt, hvad gør jeg nu?” sagde jeg tungt.

Der er vel ikke andet at gøre end at folde mine hænder og vente og se! Vente og se!

Tiden gik, og jeg gik med. Nyhederne væltede ind over landet, men jeg hen stikket ud, og hengav mig til en håndfuld gode bøger. Tiden gik, og jeg gik med; tyst, stille, ro.

Jeg anede intet om hvad der skete med Danmark, jeg passede mig selv, ænsede intet når jeg begav mig ind i byen. Så ikke på skærmene, købte bare det fornødne og smuttede hjem med varerne og ind i skoven igen.

På et tidspunkt havde jeg købt så meget ind, at jeg ikke behøvede at tage ind til byen foreløbig, og da jeg skulle blev jeg mødt af stilhed. Butikkerne var åbne, men ingen til at passe dem, så jeg gik bare ind og betalte ved selvbetjenings stederne. Jeg syntes godt nok det var mærkeligt, men jeg tog bare ud i skoven igen.

På et tidspunkt tænkte jeg på at undersøge nyhederne på radioen; der var bare en udsendelse som var sat på repeat: KAPITULER, OVERGIV JER TIL FJENDEN, UNDGÅ UFRED.

Det var lige godt…..

Så har jeg det hele til mig selv, ok, men så siger vi det. Jeg havde mad, og til selskab har jeg bare brug for mine notesblokke og bøger, så skal jeg nok klare mig. Jeg turde ikke streame film af hensyn til at jeg ikke skulle afsløres.

Alle havde åbenbart taget afsted uden at tænke på mig.

Sådan gik det flere måneder, indtil en dag da jeg var hjemme i min bolig, og da jeg trængte til at få lidt luft udenfor, mødte jeg mine naboers blikke, de var også ude; de var åbenbart kommet hjem igen. Fjenden var slået på flugt i de måneder hvor jeg boede alene i byen.

Nå, men godt for dem, godt for os, men for mig ændrede det jo ikke noget, andet end jeg nu kunne få min pension igen, ellers var det jo bare buisness as usual, forsættelse til de gamle gænge.

Og sådan levede jeg resten af mit liv.