Kørt træt

Dine slidte dæk synger på sidste vers

Og du bare håber at du kommer sikkert hjem, og lige i seng.

Du ved egentligt godt at problemet bare skubbes til næste dag, hvor du heller ikke får gjort noget ved det, og du bare ved, at ulykken bare venter på at ske hvert øjeblik det kan være, venter, på at slå dig ud af kurs, men du orker bare ikke, du kører på de sidste millimeter dæk og du bare venter på at det siger BANG.

Sådan har det gået i lang tid nu. Hverdagen har været trang, og problemerne har bare hobet sig op, og ikke kommet af vejen som de kom til dig.

Som en flodbølge har de bare væltet ind over dig, og du har bare måttet stå målløs og se på at dit liv blev invaderet igen og igen.

Du ser dig over skulderen, og ser tilbage på den dag det hele startede.

Det var en mørk, tidlig mandag morgen. Du var lige stået op, klokken var 4.30, du havde sovet, men det var som om du ikke havde sovet overhovedet, som om at kroppen ikke var kommet sig over at blive kørt over af et tog, eller faldet ned fra en skyskraber, og du havde bare lagt der flad som en pandekage, du havde stået op, men du kunne ikke rigtigt få form igen, du prøvede at holde dig oppe, tage faste skridt, men det var som om du var sat til vægs.

Dette havde jeg kun ikke set komme, jeg plejer at kunne klare de mest skrappe strabasser, jeg plejer ikke at lade mig slå ud af kurs.

Slået til vægs, mast, kan ikke mere.

Er dette så mit endeligt? Vil der være en dag imorgen? Kan jeg i det hele taget forvente at komme mig ovenpå sådan en tumult hverdag, hvor det hele bare vælter læsset?

Jeg ser mig tilbage, ser, at det ikke kunne have gået anderledes, om jeg vidste det nok så godt hvad der lå foran, så tror jeg at jeg ville have taget de samme skridt, taget de samme valg.

Skridtene, valgene, de er jo mig, og jeg gør som jeg gør, fordi sådan som jeg gør, er jeg jo. Jeg kan kun stå på mål for min egen vej og hvor den end ender.

Jeg tror ikke jeg rejser mig denne gang, denne gang kommer jeg ikke op igen, det er jo umuligt det her, og der er jo ingen der ser, ingen forstår, ingen kan tænke den tanke, at jeg har været der så mange gange før.

Det er som om hullet du sidder i, bare bliver større og større, ja, du har prøvet det før, men hvorfor bliver det bare værre og værre? Hvornår bliver jeg klogere? Hvorfor er mit liv på repeat?

Du kæmper imod problemerne, men ænser ikke uhyret der skaber dem, du ænser ikke omstændighederne der bare skubber dynd ned i dit hul, og får dig til at sidde fast.

Der er jo så meget dynd, at du ikke orker at fjerne noget af det, især ikke når det bare kommer igen og igen.

Slidt, forladt, fortabt.

Det startede jo bare som en uskyldig tanke, du ville jo bare hjælpe, du ville godt af hjælpe det problem han havde, men, så tog det fat i dig, og pludselig var hullet større end det nogensinde var før. Først var der jo ikke noget, men så pludselig......

Du må lade være med at grave, for så er der ikke noget sted at fylde dyndet ned i, du må bekæmpe og sig nej til hver en gang tankerne vil løbe afsted med dig og du derved ikke graver mere og mere.

Ja, måske kunne jeg gøre dette, det er vel egentligt det jeg må gøre, det hjælper jo ikke at give agt på det der er galt, du må selv værne om dit eget liv, så må andre på bedste viis tage vare på deres eget.

Mænd skal gøre mænds opgaver, børn skal tage børns opgave, men jeg er jo kun et barn.

Havde jeg da bare taget det i opløbet, så det ikke blev så uoverkommeligt og svært.

Havde jeg sagt til ham: Du må gøre det og dette, og ikke bare lade som ingenting, og håbe på at han selv opdagede det, men forgæves.

Tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart og fjerne splinten i andres øje.

Ja, først mig selv, så andre, men det gjorde jeg jo ikke.

Jeg skulle have taget det i opløbet, så de tikke senere ville fylde så meget, og nu vælter læsset.

Jeg har forsøgt at gøre en mands arbejde, men jeg er faktisk bare en lille dreng, der har mere end rigeligt at se efter alle mine egne problemer og kampe.

Men når det er sagt, hvad nu hvis, bare hvis, at det hele er oppe i mit hoved, og jeg bare er for sensitiv og opfanger alt for meget?

Tænk, hvis mit syge sind bare kører rundt, og jeg ikke helt er klar over det, jo, kun når jeg bringer det frem for andre det vedrører, tankerne altså, og derved får lys over tingenes tilstand, og derved for en stund får lidt fred for tankerne, fred og ro, for det var åbenbart ikke som jeg troede, min værste frygt blev gjort til skamme.

Ok, op på hesten igen, indtil jeg igen bliver sat til tælling.