En ven af en fjende

Man tænker måske ofte: hvorfor udsætte sig for problemer og kampe, strid og modstand hvis man kan undgå det? Er livet ikke i forvejen fuld af fare og mørke gader, hvor man bare famler sig frem fordi man ikke forstår noget som helst?

Min ven var modstander af alt hvad jeg stod for. Jeg var lys, han mørke, jeg fintfølende og forsigtig, han brasede sig frem, trådte på alt og alle der kom i vejen. Er dette ikke lidt stereotypt? De mørke alt hvad der er skævt og forkert? Og dem der er lys, forsigtig og nænsomme?

Ingen er vel helt lys, eller helt mørke. Vi har jo det hele i os. Anklager vi de andre for at være skæve eksistenser, lo and hehold, måske vi er ligesom de.

Det første møde med min ven var fuld af kontraster, fuld af modsætning og sværd mod sværd. Vi krydsede klinger og det gnistrede og tordnede imellem os. Det var en sen november aften, og der var debataften i cafeen. Det var buldrende mørkt udenfor, men det var så hyggeligt med lysene udenfor cafeen, det var som om at det hele var sat i scene, og vi blot skulle træde ind og spille hver vore roller.

Jeg kom i god tid, for at indsnuse atmosfæren og stemningen. Jeg bestilte en sandwich og en kande te, og ønskede bare at lade roen komme over mig, og nyde stemningen i cafeen.

Pludselig kom Bart ind af døren, brasende som altid. Jamen, hey, sådan var han, sterotypt om du vil. Men det skulle vise sig at denne modsætning, denne skæve eksistens, skulle blive brugt til at bringe det der lå og ulmede dybt i mig frem.

Hvor ofte kommer ikke det frem i os når vi møder modstand, og hvor det gælder liv og død? Der var ingen vej udenom, og vi må kæmpe eller falde.

Tiden var nu kommet da debatten skulle starte, og vi fik hver 10 minutter hver til at introducere os selv og fortælle hvor vi hver især stod til væsentlige spørgsmål, hvor efter debatten gik i gang.

Debatten varede 1 time, men hvilke time. Cafeen var fyldt til bristepunktet, og stemningen var høj. Alle hujede og klappede og kom med tilråb når det gik mest vildt til, og det var bare som om, at det var flint imod flint, for ingen ville give sig, ingen ville vige et skridt eller ståsted. Det var enten knald eller fald, og vi vidste begge, at var der tegn på svaghed, ville den anden bare komme mosende frem og overvinde den anden. Der var ikke plads til snublen.

Det var som om at havde nogen tændt ild, ville hele lokalet have ekploderet, det var som en krudttønde, og havde det ikke været for Cafee ejerens ringen med en klokke, havde tilskuerne måske endt med at gå imod hinanden.

â€�Så er der øl, kaffe og sandwich til alleâ€� råbte Cafee ejeren, hvilket fik tilskuerne til at klappe i hænderne og grine højlydt, som om de godt kunne se hvor skævt hele stemningen var blevet.

Vi sad et øjeblik og stirrede direkte ind i hinandens øjne. Vi var jo slet ikke færdige, vi var jo lige begyndt. Vi var begge knald røde i bæret, og på kanten af raseri, aldrig før havde nogen været så påtrængende, ja, det følte vi begge. Ingen havde nogensinde gået så tæt på nogen af os, som om hver sværd slag, skulle parreres med fuld kraft, ellers ville det gå dybt ind og efterlade den anden slået til jorden, døende.

Aldrig havde jeg mødt sådan en modstander, og heller ikke han, vi var det perfekte match.

Samme iver, samme temperament, samme stædighed, for ingen af os ville give op.

Stemningen havde været hektisk, nærmest anspændt, som når to boksere går op i ringen for at kæmpe enten indtil klokken ringer for sidste gang, eller en af dem går ned med et brag i en knockout.
Det var Cafee ejerens ringen med klokken der stoppede denne kamp.

Bart var den første til at gå fra scenen, og udså sig det fjerneste hjørne, bare for at komme væk fra mig. Jeg gjorde ligeså, jeg ville ikke have ham i syne et øjeblik mere.

Vi fik begge noget at spise og noget at drikke, stemningen var stadig høj, måske næsten larmende, jeg følte det var lidt på kanten af hvad jeg kunne holde til, da der pludselig var en der råbte: ILDEBRAND.

Ildebrand, hvor? Alle blev grebet af panik, og alle for som een flok imod døren, men da ikke alle kunne komme ud på een gang, var der nogle der faldt. Nogle fik reddet sig til side, men ikke Barts bror, Kevin. Han blev så forslået, at han næsten mistede pusten, ja, for en stund besvimede han pga al den smerte der var pådraget ham af alle de travle og moslende fødder der løb hen oer ham.

Men det tog noget tid før hele flokken var ude, det tog noget tid før både Bart og jeg indså alvoren af hvad der var sket.

For det første var der ikke ildebrand, for det andet var Kevin kommet så meget til skade at han var besvimet. Han trængte hjælp, og det hurtigt.

Vi løb begge hen til ham og undersøgte ham så godt vi kunne for livstegn. Først kneb vi ham i øret, åbnede hans øjne, mærkede efter en puls, baskede lidt til hans hovede for at se om der var en reaktion.

Vi var begge på usikker grund, vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, men mobilen kunne vi da bruge. Bart ringede hurtigt efter en ambulance og en læge.

De kom ret hurtigt, men tiden føltes som en evighed der bare gnavede ind i kernen af hvert vor indre. Vi ønskede sådan at kæmpe som vi lige for kort tid siden havde kæmpet imod hinanden, men her og nu for Kevin, men vi vidste ikke hvad vi skulle gøre.

Ambulancen og lægen kom endelig, og vi var lettet da lægen sagde at Kevin var i live, men en helt del forslået, brækket nogle riben, men ellers skulle han bare ses efter på hospitalet og få sig noget hvile efter den voldsomme oplevelse at blive løbet over og moslet, og besvimet pga tumulten.

Ambulancen og lægen kørte med det samme de havde set Kevin efter, at alt var sikkert nok at tage ham med, og vi hørte ikke mere til ham den aften.

I mellemtiden var de besøgende gået ind i Cafeen igen, da der jo ikke var nogen ildebrand, og da alt var fredeligt igen, kom stemningen så småt igen, men denne gang mere dæmpet, et menneske var jo kommet galt afsted, og pga dem.

Bart banede sig vej igennem folkemængden, ud foran Cafeen, for blot lige at få lov til at trække vejret. Jeg havde den samme tanke, og det gik ikke mange sekunder før jeg var lige efter ham, ud i det fri, ud og trække vejret frit igen.

Vi stod side om side ude i kulden, kiggende op mod stjernerne, kiggende på hinanden, og vi udbrød i kor: wow, så bliver det vist ikke vildere.

Vi var begge måløse over hvordan klingerne havde blevet krydset igen og igen, og uden at nogen havde villet give sig. Men også hændelsen med Barts bror, som var ret voldsom. Det var voldsomt for os begge.

Vi var begge stærke personligheder, men det lykkedes os at mødes på dette grundlag. En person var kommet til skade, og vi lagde for et øjeblik vore forskelligheder bag os, for at hjælpe den ulykkelige hændelse, at et menneske var kommet noget til.

Vi erkendte at menneskets vilkår for alle er skrøbelighed, ja, at alle har lige brug for alle de basale elementer som mennesket har brug for, for at kunne leve et godt liv.

Var der ved at skrælles nogle lag af os begge? Så vi kunne se på hinanden som ligemænd, ligeværdige, lige, og ikke bare modstandere, men som et menneske, der i virkeligheden bare gerne vil elskes, holdes af, som et menneske der bare har brug for hjertevarme fra et andet menneske?

Vi gik derfra, eftertænksomme, fulde af nye tanker og følelser, og fornemmede helt klart, at dette ikke var enden på det alt sammen. Dette var bare begyndelsen til et smukt og godt venskab.

I begyndelsen mødtes vi lidt forsigtigt en gang om ugen, men med tiden modnes vore bånd, og venskabet blev stærkere jo mere vi så hinanden, og det viste sig hurtigt, at vi trods forskelligheder havde meget til fælles.

Og vi levede i venskab indtil vores dages ende, ja, sådan ender alle gode historier. For dette er historien om at gode venskaber godt kan fremstå imellem totalt modsatte poler, at begge parter kan få noget ud af at lære sin modpart at kende og derved berige vores eget liv.

Så er der da alligevel et grundlag at mødes på, så er vi måske ikke så forskellige, trods stærke meninger.