Lev livet mens du har livet, før den store bølger kommer

Oceanet, den dybe afgrund,
Menneskets hjerte, menneskets,
smerte

De flestes liv syntes at surfe derud af, uden de store bølger, uden den dybe afgrund, men vi ser jo kun overfladen, ikke rejsen dertil.

Det var en tidlig september morgen, klokken var 10 minutter i 5. Ingen andre end jeg var stået op og jeg prøvede af al styrke at vågne op efter en god nats søvn.

Lavede kaffe, og mens jeg kogte 2 æg, tjekkede jeg lige nyhederne, åbnede døren for at høre havets brusen, som jeg havde gjort så mange gange før.

At jeg fik en bjælkehytte ned til stranden var ud over min fatteevne. Der var så meget i mit liv der pegede på, at intet godt skulle ske i mit liv, at alt der kunne ske måtte være tilfældigheder, eller andens ulykke som skulle blive mig til arv, men så skete det, at min bedste ven døde, o gjeg stod som arving til denne skønne bjælkehytte.

Tænk sig, måske jeg af det skulle få en hilsen som fra hinsides? At nogen vidste hvad jeg havde været igennem (min bedste ven) og ment at jeg trængte til et skulderklap. Tak ven.

Jeg gik ind og ordnede mine æg, skænkede kaffen op i en kop, satte mig til bordet og sukkede glad: â€�det er godt det her.â€�

Efter maden og kaffen tog jeg mig et bad. Klokken blev 5.30, tog mit fremlagte tøj på, gik udenfor, vinden ruskede godt i mig, men den friskede mig op, og fik mig ud af den søvnige tilstand.

Klokken 6.00 var jeg hjemme igen, tændte for computeren for at tjekke emails, og svare på dem, så at der var kommet en sms og at der havde været et telefonopkald med en besked:

En sms fra min bedste ven som var seismolog, skrev en besked med fed skrift: REJS; FLYGT.

Jeg blev først forbavset, intet havde lydt i nyhederne, og alt syntes roligt.

Nå det kan jo ikke være så galt, måske ringer jeg til hende lidt senere, det går nu nok alligevel.

Men pludselig begyndte det at blæse op så mærkeligt, var det en orkan der var på vej? Intet i nyhederne syntes at være anderledes.

Gik ud af døren og kunne med det samme godt se at bølgerne rasede lidt mere end de plejede. Skuede ud over havet, og med et så jeg som et lyn fra himlen, at elementerne var i oprør, at havet i det fjerne havde rejst sig så højt som skyskrabere.

Hvad var galt, hvad var ved at ske? Kunne det være det min veninde ville advare mig om?

Tog min telefon, mens jeg løb ud til bilen, tjekkede lydbeskeden:

�LØB, KØR, FLYGT, SE AT KOMME VÆK, OP I BJERGENE FØR DET ER FOR SENT.�

Men da var det allerede for sent. Bølgerne havde indhentet mig, der var ingen mulighed for at flygte nogen steder, om lidt var det hele forbi, mit liv var endt, det hele forbi.

Jeg nåede ikke at mærke noget som helst. Bølgen kom og fejede alt bort, og mit liv gik tabt som når man slukker for lyset på en lampe.

Det ene øjeblik i live, nyden det gode liv, nyden et liv som var ment at skulle kunne leves mange år endnu. Men tilfældighedernes spil, naturens gøren og laden. Slut for dette kære liv.

Ja sådan gik det, og nu hvor jeg her sidder her og er død og skriver denne erindring, tænker jeg ved mig selv, fik jeg det ud af det jeg skulle? Levede jeg efter den plan der var lagt i mit indre som jeg blot skulle lukke op for at leve efter?

Jeg spekulere om jeg ikke gik glip af et eller andet, eller mange ting?

Det skulle være så godt, men så blev det så kort. Ja, hvis jeg kunne gøre det om ville jeg nok have levet livet meget mere, favnet alt hvad livet kunne rumme for mig, og måske have gjort mere for andre omkring mig.

Men sådan endte mit liv, død, og uden at have levet til mit fulde potentiale.

Får jeg en ny chance gode Skaber? Nå, ok, alt bliver som nyt med en ny himmel og en ny jord hvor retfærdighed bor?